Li Edelkoort, der i mere end 20 år har beskæftiget sig med mode og morgendagens tendenser, holdt også denne sæson sit trendseminar på kunstmuseet Arken. Her gav hun med vanlig underspillet sikkerhed, sit bud på hvor verden, og ikke mindst modeverdenen, drejer sig hen imod i de kommende sæsoner.
Som så ofte før, drejede hendes betragtninger rundt om et enkelt referencepunkt, denne gang temaet fugle.
Det overordnede billede af verdens tilstand af i dag og i morgen, synes at handle om at samle kraft og lette. Sprede sine vinger, som fuglene gør det, og tage verden under dem, på flere niveauer. Lette fra den trykkede stemning som den verdensomspændende krise har medført, sprede sine vinger og pleje de tætte relationer til vores nære, ikke mindst vores børn. Ja faktisk gik Li Edelkoort så vidt, at hun forudså et kommende baby-boom, hvor babyer ville bliver integreret i dagliglivet, som en del af et statussymbol. Dette emne gav hun navnet Baby Bird.
Men også en stadig stigende interesse for det naturlige og ikke mindst økologiske liv, synes at være et tilbagevendende og efterhånden etableret tema. Vores interesse for ansvarligt landbrug, naturmaterialer på krop såvel som i hjemmet, mad lavet fra bunden af gode råvarer, og ikke mindst, drømmen om det gode og simple liv, billedliggjort af en tilbagevenden til det folkloristiske og bondske.
At sprede sine vinger og lette, kræver imidlertid også en del mod. Det kom tydeligt frem i flere af hendes temaer, f.eks. migrating birds, trækfugle, der tager den lange rejse over verdens kontinenter, og tager en lille bid af alt det de oplever undervejs med sig. Den rodløse og eventyrlystne natur, der farver sine fjer, og ikke er bange for at prøve noget nyt.
Også temaet Cocktail Birds, kræver mod. Efter et par år med en til stadighed mere nedtonet modescene, ser Li Edelkoort nu tegn på en spirende festlighed. Det er måske ikke en stærk og overordnet tendens, men ikke desto mindre forudså hun, at denne lille gruppe ville sprede sine dekadente fjer-pragter ud mellem alle de mere forsigtige.
Alt i alt var den gennemgående stemning i højere grad end tidligere, optimistisk og visionær, som Li Edelkoort selv.
Samtlige af hendes gennemgåede stemningstemaer kan ses her