Kopenhagen Furs juni-auktion, 16. til 22. juni, markerede afslutningen på forårets auktionsrunde. Auktionen forløb med god efterspørgsel, stigende priser i DKK og en rekordomsætning på næsten 2 milliarder kr.
Udbuddet var på godt 5 mio. skind. Både kunder og avlere har givet udtryk for, at kollektionen var den bedste i år. Kunderne var særligt glade for den skarpe linje, der er i udsorteringen af hårlængderne i Velvet og Classic. Kollektionen bestod af 95 % regulære skind, og det er første gang, at andelen af regulære skind har været så høj på en juni-auktion.
Det store og alsidige udbud tiltrak sig opmærksomhed fra hele verden, og i alt var auktionen besøgt af over 500 kunder fra 28 forskellige lande. Kina/Hong Kong var bedst repræsenteret med over 300 personer, men meget glædeligt kunne vi konstatere, at både Rusland og Sydkorea var repræsenteret i et omfang, vi ikke har set i et par år.
Auktionen startede med et udbud af forskellige rævetyper fulgt af en palet af vildtskind. Mange af de udbudte skind var indleveret som hele partier med mindstepriser, og resultaterne var derfor meget varierede.
Gennemsnitsprisen på minkskind endte på 363 kr., hvilket svarer til en stigning i DKK på 11 % i forhold til auktionen i april. De finansielle problemer i enkelte eurolande har svækket euroen og dermed også kronen i forhold til USD. Faldet var på 8 % i forhold til april-auktionen. Den stærkere dollar giver direkte udslag i prisen i DKK. Målt i USD steg minkprisen 3 %.
Generelt dominerede Kina salget, ikke kun i antal kunder men også i prisdannelsen på de fleste typer. Et godt eksempel er White mink, der har været en populær artikel i Kina i år. Det slog igennem på gennemsnitsprisen, som endte på 459 kr. for hanner og 393 kr. for tæver (inkl. Velvet). Dermed blev White mink den bedst betalte af de 7 store minktyper. En anden type, der oplevede et fantastik salg, var Violet. Gennemsnitsprisen på 478 kr. for hanner og 366 kr. for tæver vidnede om hård kamp om de næsten 20.000 udbudte skind.
Sydkorea har i mange år sat markedsprisen på korthårede sorte tæver. De seneste par år har der været økonomisk krise i Sydkorea, og dermed har scenen været overladt til kineserne. Det har haft stor betydning for prisdannelsen på specielt de amerikanske korthårede, idet kineserne ligeså gerne vil købe de danske korthårede mink. I år har vi set, at situationen i Sydkorea har rettet sig lidt, og de sydkoreanske kunder er på vej tilbage til auktionerne. Til forskel for tidligere har sydkoreanerne nu også fået smag for andre typer. Der er stadig præference for tæver, men de behøver ikke nødvendigvis at være korthårede, og farven behøver ikke længere være sort. I typer som Palomino, Pearl, Violet, Sapphire, Black Cross og Mutations Cross var der god konkurrence fra de sydkoreanske kunder. Fælles for alle de sydkoreanske indkøb var ønsket om høj kvalitet.
Rusland har også været ramt af krise i en længere periode. Det første tegn på, at den russiske bjørn var på vej ud af sit hi, fik vi tidligere på året. De græske kunder, som har været afhængige af det russiske marked, begyndte at handle igen. På denne auktion oplevede vi en markant stigning i direkte køb fra Rusland. Det er stadig store hanner, der er den foretrukne artikel, til gengæld er der mange forskellige typer, der kan bruges.
Kopenhagen Fur holder næste auktion fra den 11. til 16. september med eftersyn fra den 5. september.
Vi ønsker alle en god sommer.