6. maj 2009 - Designspirer viste pels i Sønderborg

Torsdag aften åbnede koncertsalen Alsion i Sønderborg dørene for et modeshow, hvor kommende designteknologer viste pels, der er blevet til i samarbejde med Kopenhagen Furs buntmagere

Årets Design Event Show 2009 blev skudt i luften torsdag den 30.april, hvor modeinteresserede og andre nysgerrige fik mulighed for at se, hvad gruppen af afgangsstuderende designteknologer kan. I alt viste 12 studerende på designteknologi deres bud på fremtidens design for et publikum ved modeshowet i Sønderborgs koncertsal, Alsion.

Design af Camilla Salgaard NielsenTre af de kommende designteknologer, Camilla Salgaard Nielsen, Laura Nipsgaard og Runa Carstens har valgt et speciale med pels. Derfor har de hver især i samarbejde med buntmagere fra Kopenhagen Studio skabt tre kreationer i pels, der blev præsenteret i modeshowet.

Bølger, flæser og pels
- Min kollektion skal vise, at pels ikke kun er mormors gamle kåbe, men også for unge mennesker, fortæller den kommende designteknolog Camilla Salgaard Nielsen på 23 år.

Ud fra det overordnede tema ”fashion and the ocean” havde hun leget med klare blå farver og flæser og skabt en silkekjole med minkbesætninger i halsudskæringen, en taske i barberet sort mink og en lille kort minkjakke. Som et ekstra style havde hun kreeret en hårbøjle med påsat pels. Hendes modeller bar desuden armbånd og hårpynt fra Kopenhagen Studio.

- Pels er et helt utroligt fint materiale, og det har været en ny og stor udfordring for mig at lære det bedre at kende, siger Camilla Salgaard Nielsen.

I løbet af næste måned bliver hun færdiguddannet fra EUC Syd, når dette års kuld af designteknologer udklækkes.

Hjælp fra København
Sammen med sine to medstuderende var Camilla Salgaard Nielsen på visit og sorteringskursus på Kopenhagen Fur, inden hun med nål og tråd kastede sig over pelsen. En tæt sparring med Kopenhagen Studios buntmagere, Thomas Andersen og Sofie Erichsen, fik hende godt i mål:

- Efter besøget i København tog jeg tilbage til skolen i Sønderborg og arbejdede videre med den pels, der blev til min kollektion. Og da det meste var færdig, kom Sofie Erichsen forbi et par dage og hjalp med at sy de sidste store ting sammen, fortæller hun.

Resultatet af den unge designteknologs kollektion blev ikke alene vist frem ved Design Event Showet i Alsion torsdag aften, men høstede også et 12-tal ved eksamen.

Nu venter den sidste afsluttende opgave, der bliver et samarbejde mellem det danske modebrand Whiite og Camilla Salgaard Nielsen. Hun vil få en designopgave stillet af designhuset, men ved endnu ikke, hvordan udfordringen lyder:

- Men det bliver vist noget med at designe pels, der er brugbar på gadeniveau, så det ikke nødvendigvis udstråler en kæmpe eksklusivitet, men netop er det for den, der har det på, forklarer hun. 

England i syne
Den kommende designteknolog har besluttet sig for at læse videre indenfor design, og har derfor søgt om optagelse på tre designskoler i England. Hun har netop sikret sig en plads på Birmingham City University, men afventer også svar fra to Londonske designskoler:

- Indtil videre vil jeg gerne have en Bachelor i design, men derefter er drømmen et job i branchen, gerne et sted hvor jeg kan blive bedre til at arbejde med pels, slutter hun.

Designs fra Den Gyldne PelsnålMasser af Kopenhagen Fur i Sønderborg
Bag årets Design Event Show stod Erhvervsakademi Sydvest og Kopenhagen Fur. I forbindelse med modeshowet var der også arrangeret en udstilling af de studerendes arbejdstegninger og modeller, der naturligt indgår i designprocessen fra idé til færdigt produkt.

Foruden de tre studerendes pelsproduktioner sluttede modeshowet på Alsion af med en lille fremvisning af Kopenhagen Furs eget pelsværk, og det skabte et fint billede af, hvor mange muligheder materialet giver i designsammenhænge.

Uddannelsen til designteknolog tager to år og udbydes i Herning, Ålborg, København og Sønderborg.