
Verdensudstillinger, i dag kaldet Expo, er globale, ikke-kommercielle udstillinger, der er blevet afholdt siden 1851. Verdensudstillingerne betragtes som økonomiens, forskningens og teknologiens Olympiske Lege - med vægten lagt på tværkulturel dialog, styrkelse af internationale relationer og udveksling af løsninger på globale problemstillinger.
Verdensudstillinger afholdes hvert femte år. I det 5-årige interval mellem to store verdensudstillinger afholdes der en mindre verdensudstilling - senest i 2008 i Zaragoza, Spanien.
Om Expo Shanghai 2010
Verdensudstillingen i Shanghai tegner til at blive den største nogensinde. Mere end 200 lande deltager, og 70 mio. gæster forventes at besøge udstillingen i løbet af det halve år, den er åben for publikum. Det overordnede tema for World Expo 2010 Shanghai er "Better City, Better Life", og det er første gang, en verdensudstilling sætter fokus på storbyernes udvikling.
Expo 2010 Shanghai afholdes fra den 1. maj til den 31. oktober 2010.
Om værtsbyen Shanghai
Shanghai er ikke bare det største vækstcenter og den største by i Kina, den østkinesiske by med næsten 20. mio. indbyggere er et af de største vækstcentre i verden. Kæmpemæssige konstruktioner af stål og glas, der som hurtigtvoksende træer konstant popper op i bybilledet, vidner om økonomisk optimisme og investorers velvilje.
Om Danmarks Expo-deltagelse
Med et budget på 150 mio. kr. bliver deltagelsen i verdensudstillingen i Shanghai Danmarks hidtil største EXPO-satsning. Økonomi- og Erhvervsministeriet investerer 75 mio. kr., mens Realdania som den største private partner deltager med 50 mio. kr. A.P. Møller - Mærsk, GRUNDFOS, Vestas Wind Systems A/S og Landbrugsraadet (Arla Foods, Kopenhagen Fur og Carlsberg) bidrager med i alt 20 mio. kr., mens Ny Carlsbergfondet har påtaget sig at stå for den kunstneriske udsmykning af pavillonen. Målsætningen for den danske deltagelse i Shanghai tager udgangspunkt i regeringens strategi for en offensiv global markedsføring af Danmark. Med udgangspunkt i det overordnede tema for Expo Shanghai 2010 vil danske arkitekter og byplanlæggere samt førende danske virksomheder få mulighed for at demonstrere helhedsløsninger, der kan styrke danske positioner og dansk erhvervslivs muligheder i forbindelse med de enorme udfordringer, udviklingen i Kina stiller.
Om Welfairytales og Den Danske Expo-pavillon
Entreprenørmaskinerne i Shanghai er i perioden op til udstillingen ved at gøre klar til en kæmpemæssig dobbelt-spiralformet stålkonstruktion, som med to sving undervejs strækker sig helt op i tyve meters højde og ned igen. Spiralformen omkranser et soppebassin med vand fra Københavns Havn. I midten af bassinet er det tanken, at Den lille Havfrue skal sidde.
Welfairytales præsenterer Danmark som et land, der er familievenligt, rart, naturligt, smukt og aktivt. Det er cyklens by, vandets by og familiens by. Værdierne viderebringes ved hjælp af fortællinger om det gode liv og om det, danskerne elsker at gøre i byen. Det er de små historier om, hvad der gør livet værd at leve i de danske byer. Det handler om en tur gennem byen på bycykel. En dukkert i havnebadet eller en tur på legepladsen med kammeraterne.
Fortællingerne kombineres med det, man selv kan prøve i pavillonen – spise picnic på taget, udforske legepladsen eller cykle en tur både indendørs og udendørs. Udstillingen fremviser danske teknologiske løsninger på storbyernes problemer og viser, hvor Danmark er på vej hen. Welfairytales er en samling eventyr om moderne dansk livsstil.
Projektets tese er, at man efter opnåelse af velstand vil søge at opnå velfærd, som er en langt mere kompleks størrelse. Welfairytales vil ved hjælp af små interaktive historier fortælle, hvordan velstand og velfærd er to sider af samme mønt.
Om Den Lille Havfrue
Den lille Havfrue er en af Danmarks største turistattraktioner. Statuen, der illustrerer H.C. Andersens eventyr af samme navn, er skabt af billedhuggeren Edvard Eriksen og blev skænket til Københavns Kommune af kunstmæcenen, brygger Carl Jacobsen.
Statuens hoved er skabt efter primaballerina Ellen Price, som i 1909 dansede hovedrollen i balletten Den lille Havfrue, hvilket havde gjort stort indtryk på brygger Jacobsen. Da Ellen Price imidlertid ikke ønskede at sidde nøgenmodel for Edvard Eriksen, er statuens krop modelleret efter kunstnerens hustru Eline Eriksen.
Statuen, der er udført i bronze, er blot 125 cm høj og vejer 175 kg. Den lille Havfrue blev opstillet på Langelinie den 23. august 1913. Statuen har flere gange været udsat for hærværk, senest 11. september 2003, da ukendte gerningsmænd væltede hende ned fra sin sten.
Når Den Lille Havfrue forlader sin plads ved Langelinie, bliver hun afløst af et nyt værk af den kinesiske kunstner Ai Weiwei. Han er i forvejen en internationalt anerkendt kunstner, som især er kendt for det Olympiske stadion ”Fuglereden” i Beijing.