Lovgivningen kræver i to paragraffer, at mink altid skal have adgang til halm.
Der står i loven:
§ 20, 2. punktum: Der skal som minimum være permanent adgang til halm og enten en hylde eller et rør.
§ 21, stk. 2. Redekassen skal regelmæssigt forsynes med rigelige mængder af halm, og det skal sikres, at der er tilstrækkeligt halm, især i den periode, hvor dyrene føder, i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr.
Redekasserne skal således regelmæssigt forsynes med halm særligt i fødsels- og vinterperioder. Desuden skal minkene altid - hele året - have adgang til halm, men der står ikke noget om, hvordan og hvor. Halmen kan således ligge på redekasselåget, hvilket jo er praksis langt det meste af året. Men halmen kan også placeres ovenpå selve buret eller inde i buret - eller den lovbefalede halm kan være den halm, som er i redekassen.
Ved de aktuelle tilsynsbesøg er der eksempler på, at den tilsynsførende fra Plantedirektoratet har givet indskærpelser, fordi halmen ikke lå på redekasselåget. Det er imidlertid en skærpet fortolkning, der ikke kan underbygges med lovteksten - og dette har Dansk Pelsdyravlerforening skriftligt anført overfor både Fødevarestyrelsen, Plantedirektoratet og Justitsministeriet.
Netop i øjeblikket, hvor hvalpene SKAL fodres på redekasselåget, er halm på redekasselåget meget uhensigtsmæssig - og endda potentielt skadelig ud fra en dyrevelfærdsbetragtning.
Foreningen vil forfølge emnet - og de konkrete sager - indtil de tilsynsførende anlægger en korrekt lovfortolkning. Avlere, der er i tvivl om reglerne, eller møder et skærpet krav fra tilsynsførende, kan derfor indtil videre henholde sig til, at reglerne er holdt, hvis alle mink altid har adgang til halm, uanset hvor denne halm tilføres i eller på buret. Der skal dog være halm i redekassen.