Drift

Bekendtgørelsen om pelsdyrfarme stiller en række krav til driften af en pelsdyrfarm. Det drejer sig om følgende:

1. Der skal renses i og omkring burene mindst én gang ugentlig. I perioden 25. april til 1. juli og for ræve indtil 15. juli, kan rengøring inde i bure med avlstæver og hvalpe dog undlades. Af hensyn til fluebekæmpelse skal der på arealet under burene foretages oprensning mindst 1 gang ugentlig. Man kan dog i perioden 1. maj til 1. november nøjes med at fjerne halmen under burene 1 gang om måneden og i den øvrige del af året hver anden måned, såfremt det ikke medfører uacceptable fluegener for omgivelserne. Hvis der på en farm konstateres fluegener specifikt begrundet i at halmlaget under burene ikke fjernes hyppigt nok, kan dette kræves fjernet én gang ugentligt. Oprensningsmaterialet skal ligesom halmen til opsugning af næringsstoffer føres til gødningslager eller udspredes på landbrugsarealer som gødning. I øvrigt skal samtlige haller, bure og redekasser rengøres mindst én gang årligt.

2. Der skal under burene udlægges et ca. 10 cm tykt lag sand eller grus. Det skal udskiftes, så ofte det er nødvendigt, dog mindst én gang årligt. Af hensyn til fluebekæmpelse anbefales det at udskiftningen gennemføres i perioden november – april. Hvor der sker en fuldstændig opsamling af gødning, f.eks. ved brug af gødningsrender, kan det undlades at udlægge sand eller grus.

3. Jorden skal holdes tør under burene. Vandingssystemet skal vedligeholdes, så vandspild skal undgås. Efter at gødningen er fjernet, spredes kalk under rævebure.

4. Der skal overalt på farmen foretages en effektiv fluebekæmpelse i overensstemmelse med retningslinierne fra Statens Skadedyrsbekæmpelse.

5. Der må ikke fremstilles foder på farmen. Under særlige forhold kan kommunalbestyrelsen give en dispensation til produktion af foder til eget forbrug. Foder skal opbevares i lukkede siloer, lukkede containere eller i fodervogne og spande placeret indendørs.

6. Ved pelsning skal kroppe og fedt opbevares i lukkede containere og leveres til destruktionsanstalt mindst én gang om ugen.