Kopenhagen Fur er ISO certificeret, og derfor er samtlige procedurer og forretningsgange i hele forløbet fra indlevering af skind til sortering, salg, afregning og statistikker grundigt beskrevet. Vi benytter derfor lejligheden til her på hjemmesiden at nævne de væsentligste vedtagne servicenormer, så de er kendt af avlerne.
Indlevering af skind:
Ved indlevering af skind vil disse være endeligt optalt og bogført på din konto senest 5 hverdage, efter du har afleveret skindene til Kopenhagen Fur inkl. indlevering til Indleveringscentral. Du modtager altid en kollikvittering (foreløbig kvittering) i det øjeblik, skindene afleveres. Hvis skindantallet på din indleveringsseddel efter endelig optælling er korrekt, vil du ikke modtage yderligere kvittering. Hvis der er rettelser på indleveringssedlen, vil der altid blive afsendt en endelig kvittering 5 hverdage efter indlevering af skindene.
Udbetaling af forskud:
Hvis du beder om forskud på indleverede skind, vil Kopenhagen Fur senest 6 hverdage efter indlevering af skindene overføre det ønskede forskud til din bankkonto.
Hvis du beder om forskud på usolgte skind, vil dette blive overført til din bankkonto førstkommende hverdag, hvor Kopenhagen Fur foretager udbetaling.
Normalt udbetales der forskud hver mandag og onsdag. I sommerperioden vil der være nogle uger uden udbetalinger. Se nærmere på hjemmesiden.
Udbetaling af salgsprovenu:
Salgsprovenu efter hver auktion forfalder til betaling 3 uger efter sidste salgsdag på den såkaldte "Prompt dag". Kopenhagen Fur overfører senest på Prompt dag auktionsprovenu til avlers bankkonto.
Telefonservice og skriftlige henvendelser:
Avlerservice er bemandet ved telefonerne alle hverdage i Kopenhagen Furs åbningstider, som er mandag til torsdag fra kl. 08.00 til 16.00 og fredage fra kl. 08.00 til 14.00.
Skriftlige henvendelser (pr. brev eller e-mail) besvares normalt samme dag, som de modtages.
Ved specielle faglige spørgsmål vil Kopenhagen Fur senest dagen efter modtagelsen bekræfte dette over for afsenderen og samtidig med oplysning om, hvornår der vil kunne gives et endeligt svar.
Reklamation over fejludbud af skind:
Skind indleveret og kvitteret til en given auktion vil under hensyntagen til udbudsplan og kapacitet altid indgå i sortering til den pågældende auktion. Vores kontroller i forbindelse med indlevering af skind er meget effektive, men der kan i løbet af en sæson ske enkelte manuelle fejl, så skind indleveret til en auktion ikke kommer med i sorteringen til denne, men indgår i sortering og udbud enten til en tidligere eller senere auktion. Kopenhagen Fur vil ved sådanne fejl holde avler skadesløs.
Det er en forudsætning for evt. erstatning, at avler indgiver skriftlig klage til Kopenhagen Fur over forkert salg senest 10 hverdage efter der er udsendt salgsrapport fra auktionen. Ved for tidligt salg er det 10 dage efter salgsrapport er udsendt med de pågældende skind og ved for sent salg er det 10 dage efter salgsrapport er udsendt for den auktion, hvortil skindene blev indleveret.